Rønne Shotokan Karate Do Kai

Historie.

Karate møder man første gang omkring år 470 e.Kr., hvor den indiske Zen-buddhistmunk, Daruma Taishi (Bodhidharma), kom til Kina for at undervise i Zen. Han fandt munkene i det kinesiske tempel Shao-lin utrænede og i svagelig tilstand, og det var ikke den rene barneleg at deltage i Daruma's undervisning, for hans undervis- ning stillede store krav til elevernes psykiske og fysiske styrke. For at udvikle disse lærte eleverne en række øvelser - faktisk en form for aktiv meditation som udviklede fysikken og satte sind og legeme i harmoni. Det var den første form for karate, og den blev senere kendt som Shorin-ji Kempo og spredt ud over hele Kina. Formen var våbenløs, da buddhistmunkene ikke måtte bære eller anvende våben. For alligevel at kunne forsvare sig, trænede munkene i en våbenløs selvforsvarsteknik.

Fra Kina kom karate til Okinawa, Japan, for omkring 350 år siden, hvor karaten forbedredes og udvikledes - blev altså opbygget på Okinawa og senere sat i system i moderlandet: Japan. En udvikling der fremmedes, fordi Satsuma-klanen fra Japan, som herskede over øerne, havde forbudt indbyggerne at bære våben. På Okinawa hed sporten KARA-TE, hvor KARA var Kanji-tegnet for "fremmed", hvilket var ensbetydende med Kina. Det var først så sent som i 1920, at G. Funakoshi ved stiftelsen af Shoto-Kan ændrede det første Kanji-tegn til "Tom", dette tegn udtales også KARA. Karate oversættes nemlig gerne til "Tom hånd". Oprindelig hed det "Tang Te", hvilket var synonymt for "Kunsten fra Kina". Egentlig "Kunsten fra Tang" - den kinesiske kejser, hvis navn dengang var almen anvendt om Kina i det hele taget.

Historiske fakta om udviklingen af kampkunsten KARATE begynder med Sakugawa, der levede i Shuri fra 1733 til 1815 og underviste i "To-De", som han havde stiftet bekendtskab med i Kina. På nogenlunde samme tid ankom en kinesisk Kempo-ekspert til Okinawa sammen med nogle af sine elever for at undervise i sin form for Kempo(te). Hans navn var Ku Shanku. Han siges ligeledes at være ophavsmand til vore dages KARATE.

I byen Naha, der mest var beboede af handelsdrivende og tilflyttede syd-kinesere, udvikledes det kinesiske "Syd-Te", mens i Shuri, der var hjemsted for blandt andet kejserregeringens kontaktpersoner, diplomater og højt rangerede krigere, udvikledes "Nord-Te".

Kampformerne "To-De" (senere "Kara-Te"), eller bare benævnt "Te" blev altså udviklet på Okinawa; med de tre byer Shuri, Naha og Tomari som centre. Afhængigt af i hvilket område den pågældende kampform blev dyrket, kaldte man dem også: Naha-Te, Shuri-Te og Tomari-Te.

Henimod slutningen af det 19. århundrede ændredes navnene på stilarterne igen. Kampformerne fra områderne Shuri og Tomari blev sammenfattet til Shorin-Ryu og den i Naha praktiserende kunst blev kaldt Shorei-Ryu. Shorin-Ryu indeholdt flere let forskellige stilarter, mens Shorei-Ryu deles i to stilarter: Goju-Ryu og Ueschi-Ryu. At stilarterne således fik navne og betegnelser har sikkert været medvirkende til, at formerne nu blev systematiserede. Denne foregik under ledelse af især Yasutsune Itosu og Yasutsune Asato, der begge var blevet undervist af Sokon Matsumura.

Gichin Funakoshin (1868-1957) elev af Itosu og Asato blev manden, der var ansvarlig for udbredelsen af karate uden for Okinawa. I 1921 besøgte den japanske kronprins Okinawa, hvor man til hans ære holdt en karateopvisning. Prinsen blev så begejstret, at han ønskede karate introduceret på hovedøerne. I 1922 blev Funakoshi hentet til Tokyo for at lave en opvisning ved et atletikstævne. Funakoshi blev i Japan, og hans succes fik flere karate-mestre til at komme fra Okinawa til Japan, for at undervise.

Ginshin Funakoshi Sensei
Osu