Rønne Shotokan Karate Do Kai

Introduktion til de Japanske veje
Af Kristian Ditlev Jensen

Judo, karatedo, kendo, aikido...

Mange mennesker lægger mærke til, at de forskellige grene af japansk kampform har eksotiske navne, der kun har det tilfælles, at de alle ender på den japanske endelse -do. Det lille ord som på japansk skrives med sit eget kinesiske tegn betyder "vej", men kan måske mere konkret oversættes med "metode".
De forskellige "veje" tager udgangspunkt i zenbuddhismens forsøg på at kultivere det menneskelige sind. Gennem en aktiv indsats skal vi lære at koncentrere os, at fokusere bevidstheden og at erkende, at vi ikke skal lade vores ego stå i vejen hele tiden. Så kan vi til sidst opnå en dyb eksistentiel ro. Men dette mål kan jo nås ad mange forskellige veje.

I kyudo skal udøveren for eksempel lære at skyde med bue og pil. Sådan ser det i hvert fald ud for en udenforstående. I virkeligheden handler sporten, som snarere er en art meditationspraksis, om at få sindet i balance. Man træner sit åndedræt, man laver et hav af rituelle bevægelser og mentale øvelser. I sidste ende er dét at skyde pilen af sted det mindste af det hele. Men man siger, at de dygtigste kyudo-udøvere kan ramme mål, der bevæger sig selv med lukkede øjne. De har en så stærk indre følelse af, hvornår de har målet på kornet, at de slet ikke behøver at kigge.

Selvfølgelig er der en del af den slags samurai-myter i Japan. En af de klassiske figurer i den japanske mytologi af samuraihelte er Zatoichi. Han var sværdkæmper og blind men alligevel uovervindelig i kraft af sin psyke.

At japanerne har en meget praktisk form for religionsudøvelse bliver for alvor tydeligt, når folk, der dyrker judo der betyder "den bløde vej", og sporten hedder sådan, fordi den er en videreudvikling af den ikke-aggressive kampsport jujutsu bukker fint for hinanden, eller når udøvere af karatedo kalder træneren for sensei, altså "lærer" eller måske mere præcist "mester". Det er nemlig det samme ord, som man bruger i et zenkloster om sin åndelige vejleder.

Et af de mindre kendte eksempler på en sådan vej er shodo. Det er "skrivningens vej" eller "kalligrafiens vej". Her går øvelsen ud på at skrive de komplicerede kinesiske skrifttegn i det japanske sprog så korrekt så muligt og med så levende en spontanitet som muligt. Kalligrafen sidder i årevis og skriver og skriver og skriver og opnår på den måde - gennem sin skrivning - en dyb, eksistentiel koncentration, som kan overføres og anvendes i alle livets forhold.

Man kan sige det sådan, at det faktisk er lige meget, hvad man laver, bare man laver det med den uudgrundelige zen som mål. Zen kan kortest forklares som ren, ægte væren. Her og nu, der er kun dette øjeblik på dette sted - ikke andet. Det betyder, at en japansk sushikok og en japansk computerprogrammør begge kan praktisere deres religion i hverdagen. Det er ikke dét, at man laver sushi, det er måden, altså, at man laver sushi på, som de sang i en gammel dansk revyvise. Det er nemlig måden, "metoden" eller "vejen", som er det afgørende. Der skal omhu, dybde og engagement til i alle livets anliggender.

Den måske mest ekstreme udgave af denne tanke finder man i iaido. Ordet skrives med tre skrifttegn, der tilsammen betyder "at leve i harmoni". Iaido er noget så enkelt som kunsten at trække et sværd, så hurtigt som muligt, og tildele en imaginær modstander ét hug. Det er med andre ord kun ganske få bevægelser, man øver igen og igen.

Der findes indtil flere skoler inden for den gamle kampsport iaido, som alle har forskellige teknikker, når man med eksplosiv kraft skal gå fra rolig, stående tilstand til iskoldt drab. Men fælles for dem alle er, at man kun skal dyrke én af disse skoler. Igen og igen laver man samme bevægelse til den sidder i skabet, som man siger på nudansk. Årsagen kan man finde i et gammelt zen-ordsprog: "Hvis man jager to kaniner, fanger man slet ingen."

Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) er forfatter, oversætter og journalist. Han har i små ti år skrevet for flere danske aviser og oversat en række bøger fra amerikansk. Som forfatter har han udgivet en prisbelønnet selvbiografi, der er oversat til flere sprog.
Hans forfatterskab omfatter også den lille essaysamlig Røde Kager og Grøn Te, som handler om japansk kultur. Den udkom i 2002 på Gyldendal.